Napoleon Som Krigsforer Samt Revolutionens Begyndelse

Den franske revolution kan betragtes som optakten til Napoleons krigene og brød ud i 1789 grundet fattigdom, hungersnød og utilfredshed med de uretfærdige borgerrettigheder hos folkefærdet. I år 1793 blev den franske konge Louis XVI og dronning, Marie Antoinette, halshugget hvor Maximilien Robespierre som var jakobinere regerede.
Den franske befolkning havde gennem flere årtier ønsket flere borgerrettigheder de havde derfor kæmpede for det under revolutionen. Den nye regeringsform var dog for voldsom der kostede for mange liv og folkene levede derfor i enormt frygt. Der var hele tiden krige hvilket forårsagede en meget dårlig økonomi. Der blev så indført en lov der gav ret til at arrestere enhver kritiker af revolutionen. Denne nye regel betød endnu flere ofre og tusindvis af mennesker blev fængslet. Kirkerne mistede deres magt, og mange blev lukket.

Samtidig foregik denne form for kaos ikke desto mindre i Frankrig der var i krig med bl.a. Østrig, Preussen, Holland og England.
I 1794 blev der vedtaget en ny lov der gjorde, at en anklaget kunne dømmes uden beviser, og heller og uden ret til en forsvarer. Folket gjorde igen oprør.

Napoleon Bonaparte havde store ambitioner, han ønskede at belejre Frankrig efterfulgt af øvrige Europa. Han havde i sinde at kreere et nyt imperium, i stil med Det Romerske rige i dets storhedstid. Napoleon startede sin karriere på militærskole i Paris, han klarede på ét år hvad der normalt ville tage tre år, og fik derfor allerede lige efter hans afgang fra skolen tilbudt de store og vigtige ture, og der gik ikke lang tid før hans navn blev kendt. Frankrig havde i 1798 sluttet fred med de fleste af dets tidligere fjender, erobret Holland og
Schweiz, og lagt Italien under fransk herredømme, og dette svækkede Østrigs magt. England var på det tidspunkt det eneste land Frankrig endnu var i krig med.
Dem ville de gerne have ram på, og Napoleon var manden der skulle føre det ud i verden. Dette var dog ikke så let da England bestod af en ø langt væk. Og derfor umuligt for Frankrig at besejrer uden herredømme over vandet.

Napoleon så i høj grad ham selv som ham der skulle få orden på Frankrig. Den 9. november 1799 foretog Napoleon et statskup, og med hjælp fra flere indefra, heriblandt Lucien Bonaparte, som var Napoleons yngre bror, overbeviste Napoleon om, at han var manden der skulle vende Frankrigs skæbne.
Der blev også orden på sagerne efter Napoleons magtovertagelse, for første gang siden revolutionen brød ud. Napoleon kunne ikke betragtes som en demokrat dog heller ikke republikaner. Han så sig selv som en oplyst selvhersker. Han bevarede utallige sociale gevinster fra revolutionen, mens han undertrykte politisk frihed. Han beundrede dygtighed og styrke og hadede feudalisme, religiøs intolerance og borgerlig ulighed. Oplyst selvherskelse betød politisk stabilitet. Han kendte sin romerske historie godt. Og tænkte især på den første kejser efter republikken, kejser Augustus. Napoleon blev beskrevet som en kold, arrogant, overlegen type, der var besat af tanken om magt og en genial krigsfører. Det lykkedes ham at tage magten, og at have så stor succes at han fem år senere kunne krone sig selv til kejser af det franske imperium d. 2. december 1804. Derefter kronede han selv sin kone, Josephine. Han gjorde muligvis dette for at illustrere at han var folkets mand, og ikke kirkens, og for at demonstrere at der ingen højere autoritet var end ham.

Unless otherwise stated, the content of this page is licensed under Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License