Alcazar de Seville - Et fryd for øjet
Alcázar de Sevilla er et kongeligt palads i Sevilla, og har oprindeligt været et fort. Paladset stammer fra det muslimske herredømme. Måden vi kan bekræfte det, er ved at se på arkitekturen der er blevet brugt under opbygningen. Indretningen af paladset er meget fredfyldt og idyllisk. Idet at den statiske konstruktion virker fredeligt. Selve ordet Alcázar betyder borg. Paladset have er rigt på mange fronter. Og er et meget kendt turistmål. Som det vises på nedenstående billede fremstår haven som et meget stille og særdeles smukt.
Alcázar i Sevilla blev bygget i det 12. århundrede under Almohad regeringstid(det muslimske herredømme), men blev genopbygget i 1364 af den kristne hersker Pedro. Den oprindelige del af paladset stammer helt tilbage fra den muslimske regeringstid, heraf er dele af facaden og størstedelen af haven blevet genopført. Alt dette har oprindeligt haft en arabisk udseende.
Paladset er delt op i flere afdelinger, med hvert sin egen konstruktionsmåde. Gårdsplads (Patio de las Doncellas) er vist på overstående billede. Denne gårdsplads er et godt symbol på hvor luksuøs de daværende herskere levede, og vilkår de havde mulighed for at kunne videregive folket omkring dem.
En stil uden regler
Mudéjar er et givende navn for muslimerne i Al-Andalus, Ordet Mudéjar betyder at de muslimske folk som har fået lov til at blive i kristne område efter generobring. Som senere hen blev tvunget til at konvertere til kristendommen.
Mudéjar-stil er blevet bygget af de muslimer som forblev i Al-Andalus, da de fleste var dygtige håndværkere, som senere hen blev bygget videre til kristne med den arabiske arketiktur. De brugte meget skrift i deres bygninger, og for det meste var det citater fra koranen. Hvilket er ens betydende med at ” Kun Allah er sejrherre”. Men de brugte ikke citaterne som religiøse budskaber, men derimod som kunst og udsmykning.
De "Små paradiser"
Haverne har en stor betydning inden for de islamiske rammer. Haven betegnes som et fredfyldt og yderst idyllisk sted. Ifølge islamisterne, var haven et sted hvor man kunne skabe kontakt mellem sindet og gud – pga. de smukke og idylliske omgivelser. Synet af haverne skulle forestille et udsnit af hvordan paradiset er (Guds paradis), hvor mennesket brændte for at kunne komme hen.
Haverne hos moskeerne er forskelligt formet, hos de enkelte moskeer – men de har dog flere og flere fællestræk, som bl.a. med brugen af forskellige blomster, opsætningen af haven og brugen af vand. Brugen af vandet skaber en meget god stemning. Sindet kommer i en beroligende tilstand. De brugte ofte flere forskellige slags blomster med forskellige farver, fordi det farverige i haverne gør haverne mere iøjefaldende – og idyllisk.
Hvis man sammenligner en have fra en kirke og en have fra en moske, vil man kunne se en væsentlig forskel mellem de to forskellige haver. I de kirkelige haver, er idyllen ikke nær se fremhævet som den islamiske moskes have. Man pyntede langt mere op på en moskes have sammenlignet med en kirkes have.
Muslimerne gjorde også generelt meget ud af deres haver. Bl.a. deres egen baghave, fordi de muslimske mænd ikke ville have at deres koner skulle tage hen til en offentlig park for at se på blomster – så de gik meget op i deres haver, så konerne ikke behøvede at ”gå ud” for at kunne opleve de offentlige parker osv.
